august 13, 2018

Du er din egen bedste terapeut

Her i sommer deltog jeg i en festival og faldt i snak med en fyr. Han havde nogle problemer med at indgå i parforhold, give og modtage kærlighed, og han ville rigtig gerne blive bedre til det. Han var egentlig ret klar over hvad hans problem var, så nu var spørgsmålet hvad han kunne gøre.

Jeg foreslog ham at finde en rigtig god terapeut og få arbejdet med kroppen og underbevidsheden. Udfra hvad han fortalte mig stammede hans problemer fra en opvækst med en alkoholiseret far, og den slags kan man ikke snakke sig ud af. Man skal dybere ned.

Ja ja, sagde han, men jeg stoler ikke rigtig på terapeuter. Der er så mange og der er også rigtig mange som ikke er særlig dygtige.

Jeg grinede lidt af ham og sagde at det kan godt være, men der findes også rigtig mange dygtige terapeuter, og han skulle passe på ikke at snyde sig selv og bruge den begrundelse som en undskyldning for at arbejde med sit problem.

Man hører det for sig:

“Ja men der er ingen der er dygtige nok til at hjælpe mig. Mit problem er for komplekst og specielt, ingen vil rigtig kunne forstå det”

Efter den samtale fik jeg tænkt lidt over det. Jeg har i den sidste tid modtaget undervisning i hypnoseteknikker, og min lærer siger igen og igen at ikke nok med at du er din egen bedste terapeut, så er du faktisk også din egen eneste terapeut.

Der er nemlig ingen der rigtig kan heale dig, forstå dig og give dig forløsning for dine problemer. Det kan du kun selv.

Det som en terapeut kan er at hjælpe dig med at tænde lyset i lommelygten og rette det mod de ting som før henlå i et mystisk mørke.

I dag faldt jeg så over den video som du kan se længere nede. Den stammer fra et forskerhold der har lavet kliniske forsøg med Psylosobinsvampe ( magic mushrooms) og deres effekt på svært deprimerede mennesker.

I videoen siger talspersonen også, at det som blandt andet virker så godt med psylosobinsvampe er, at det ikke er terapeuten der gør noget særligt. Det er personens egen underbevidsthed der serverer materialet og løsningerne for patienten.

Terapeuten er der for at skabe tryghed og støtte under processen, men det er ikke terapeuten der styrer processen.

Det er også derfor vi laver sessioner med folk som vi gør. Vi sørger for ro, tryghed og guidning, men vi styrer ingenting. Hver person får sin helt egen oplevelse. Det er smukt at bevidne.

Kan du så bare tage dine svampe alene og få samme effekt?

Jeg er tilbøjelig til at sige nej. Vi har begge prøvet at trippe alene flere gange, og det er en meget anderledes oplevelse. Det føles mere introvert, mere mørkt, mere trykkende. Jeg foretrækker helt sikkert at være i selskab med andre.

Det er ikke sikkert du vil have samme oplevelse, men hvis det er første gang eller du ønsker at tage en stor terapeutisk dosis, så er en tripsitter en god idé.

Det er helt fint det bare er en ven, som måske selv har prøvet det eller som generelt ikke selv er nervøs ved projektet.

Der findes flere guides på nettet om hvordan man tripsitter, og det er ikke så svært. I bund og grund handler det om at være til stede og skabe tryghed. Holde i hånden måske. Tale beroligende hvis det er nødvendigt. Huske på vejrtrækningen.

Svampene kan skabe meget store positive forandringer i menneskers liv. Det er dog også bevist at den situation du er i når du tager dem er utrolig vigtig. Så spring ikke ud i det uden at være i en tryg og behagelig situation.

God fornøjelse.

 




Vil du med på rejsen?

Få besked når der er nye events, fælles rejser, bogudgivelser, interviews og andet spændende.